Frit Forum i pressen

NJ, 29.05.08 NY, AAU: Alt for få job

Der mangler relevante studiejob i Aalborg. Studerende på Aalborg Universitet er bagud i forhold til studerende fra eksempelvis København - ikke fordi de er dårligere, men fordi der er for få relevante studiejobs i Aalborg.

Denne situation er uholdbar. På både Århus Universitet og Syddansk Universitet har man iværksat programmer der skal give studierelevante jobs. I Odense er man endog gået så langt at stille en garanti.

Det er på tide, Aalborg kommer efter det. Alt imens flytter de studerende til København. AAU skal aktivt arbejde for at skabe flere relevante studiejobs i Aalborg.

Niels Ydemann Hansen

næstformand, Frit Forum Aalborg, Borgmester Jørgensens Vej 7, 20, Aalborg This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

NJ, 28.05.08 MA, UDVISNING: Beklagelig AAU-sag

En studerende fra Peru bliver smidt ud af Danmark!
Den 32-årige Flavia Oregon fra Peru, der til dagligt læser udviklingsstudier på AAU, bliver til sommer smidt ud af landet. Det sker på trods af at hun taler flydende dansk og har fået tilbudt job, efter at hun har afleveret sit speciale til sommer.

Grunden til, at hun ikke kan få lov til at blive i Danmark, er, at hun har overskredet den normerede studie tid på 12 måneder, men det er der en god forklaring på. Flavia Oregon var så uheldig at komme ud for et trafikuheld, hvorefter hun blev sygemeldt fra studiet i et år, og det er grunden til, at hun ikke har gennemført studiet til normeret tid.

Det mest absurde er, at hvis Flora Oregon skulle være så uheldig at dumpe i sit speciale til sommer, har hun ikke mulighed for at komme til reeksamen i august som alle andre studerende har.

Hvis man lod den unge kvinde fra Peru blive boende i Danmark, vil hun i løbet af ca. to år have tilbagebetalt den kandidat-uddannelse, hun har fået her i landet. Denne sag er meget beklagelig. Ikke mindst det faktum, at AAU ikke har hjulpet den unge kvinde fra Peru.

Af Michael Alsbjerg , formand, FritForum Aalborg, Stolpedalsvej 61A, Aalborg This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

JP, 26.05.08 FAJ, Det Europæiske Domstolsstyre

Etableringen af det indre marked har på mange områder været en succes, men det har været kravet at verdens største marked blev sammenkædet med et forsvar for borgerne og lønmodtagere, så det ikke er markedet der definerer medlemsstaternes handlemuligheder.

Når en EU institution derfor eliminerer de selv samme forsvarspolitiske strukturer, som medlemsstaterne anvender for at modvirke de negative effekter af det indre marked, vil det naturligt skade opbakningen til EU, og med rette skabe fornyet frygt for det overnationale.

Senest har to domme fra EF-domstolen skabt fornyet tvivl om perspektiverne i EU samarbejdet. Men det er ikke så meget dommene der er problemet, som det er domstolen.

EFD blev oprettet under Kul- og Stålfællesskabet i 1952 med det formål, at fortolke traktaten, sikre implementeringen af lovgivningen og kontrollere de øvrige institutioner. Sidenhen er EFDs beføjelser øget, enten rent traktatjuridisk eller gennem domme.

Ifølge artikel 234 er EFD den øverste instans i at fortolke EU-ret. Hvor der er tvivl om EU lovgivningen, er det EFD der afgør stridspunkter – og det sker pba. de fire friheder; den frie bevægelighed af varer, tjenester, kapital og arbejdskraft indenfor EU. Nationale særregler bliver ofte anskuet som konkurrenceforvridende og derfor i strid med principperne om den frie bevægelighed.

Indskrivningen af det europæiske menneskerettighedscharter i Lissabon-traktaten ændrer ikke på, at strejkeretten er underordnet de fire friheder. Udfaldet af EFDs domme er indenfor rammerne af EUs fire grundlæggende friheder, og bør derfor ikke overraske nogen.

Selvom Rom-traktatens artikel 137 siger at EU ikke må blande sig i løn- og overenskomstforhold, hindrer det ikke EFD, som i Vaxholmdommen, at dømme overenskomstmodellen uklar, derfor konkurrenceforvridende og i strid med den frie etableringsret.

EU-systemet skal som andre demokratiske politiske systemer bygge på uvildige domstole til at løse stridigheder, men som den fungerer i dag, skaber EFD flere problemer end den giver løsninger.

Hvorfor skal EFD definere om den gængse lønmodel i EU, skal være en lovfastsat mindsteløn, og hvorfor en tysk delstat, som i Rüffertdommen, ikke må stille overenskomstkrav til underleverandører?

Domstolsaktivismen underminerer subsidiaritetsprincippet (at beslutninger skal tages på lavest mulige niveau) og svækker dermed opbakningen til EU. Alene tvivlen om, at dommene kan åbne for social dumping og konkurrence på lønninger vil underminere det folkelige EU.

Domstolsaktivismen illustrerer et konsekvent problem indenfor EU; at lovgivningen er så uklar, at fortolkningen er åben og ofte utilsigtet. Det er selvfølgelig en konsekvens af de mange interesser der skal tilgodeses, når EU lovgiver, men uholdbart når konsekvensen på sigt rammer opbakningen til EU.

Den østrigske retsfilosof Hans Kelsen, der udgør grundlaget for store dele af EUs retsfilosofi, påpegede at essensen af lovgivning er, at det er formuleret i et klart og utvetydigt sprog, således at anvendelsen af lovene bliver som tiltænkt. Fortolkningsrammen må indsnævres for minimere konflikterne i EU.

En af de største fordele ved EU-samarbejdet er, at man har 27 forskellige måder at indrette samfundet på, en måde at afprøve forvaltningsmetoder og lære af hinanden.
Det er ikke i EUs interesse at ensrette medlemslandene, hvorfor EU bør sikre, at fortolkningen af nationale metoder er udogmatisk, og garanterer medlemslandene frihed til at styre arbejdsmarkedet. EU-samarbejdet bygger på at finde politisk konsensus om politikområder og forvaltningssystemer, og undlade indblanding i områder, der ikke er direkte i modstrid med EU-retten.

Frem for at acceptere EFDs ret til at dømme i arbejdskonflikter, bør EU følge LOs forslag og etablere et europæisk konfliktløsningsorgan, der, som Arbejdsretten, fortolker europæisk arbejdsret og kalder konflikter inde eller ude. Det vil styrke EU og undgå uretmæssig indblanding.

Hvis ikke, vil det fremover være umuligt at gennemføre nye tiltag, og et af de bedste argumenter mod EU vil være placeret i Luxembourg. Det er vand på møllen af EU modstand.

Frederik Andreas Jørgensen
Frit Forum

NJ, 13.05.08 NY, VK: hvor er visionen?

Der har i flere år kørt en debat om, hvad Socialdemokratiets nye 'projekt' skal være. Heri ligger implicit en erkendelse af, at S' gamle projekt har vundet, mens de konservative og liberale projekter (m.fl.) ikke er blevet til andet end støvede partiprogrammer.

Kan man virkelig forlange, at S, som langt hen ad vejen har haft den nuværende velfærdsstat som sit politiske projekt, skal komme med et helt nyt projekt, blot fordi deres gamle i så høj grad er blevet gennemført?
For mig at se virker det som den omvendte verden, at det er Socialdemokraterne og ikke K eller V, som folk forlanger et nyt projekt af.

Hvor er deres projekter for fremtidens samfund? Bare fordi man sidder på regeringsmagten betyder det vel ikke man er fritaget for at tænke længere fremad end næste valg.

For det kan vel næppe siges at være et nyt projekt blot at have overtaget velfærdsstaten som religion, som det synes at være tilfældet med V og K.

Hvor er den liberale vision for det moderne samfund? Kan det virkelig passe, at alt, hvad der er tilbage af de liberale tanker om en stat, hvor kun et minimum af opgaver varetages af staten, er fritvalgsordninger, hvor vi selv kan bestemme, hvor vi vil behandles, når vi bliver syge, eller hvem der skal levere hjemmehjælpen til os når vi bliver gamle? Og hvad med de konservative?

Er alt, hvad der er tilbage af konservatismen nogle skattelettelser til de rigeste engang hvert andet år og en evig stramning af straffene?

Var det ikke mere naturligt, om man i stedet for at kræve et nyt projekt fra S krævede et nyt projekt fra V og K, som i en evig jagt på median-vælgeren fuldstændig har opgivet deres egne visioner for et anderledes samfund og i stedet har overtaget velfærdsstaten som svaret på alle spørgsmål?

Af Niels Ydemann Hansen

POL, 29.04.08 MA, Mindre for SU'en

Selv om SU’en følger prisudviklingen, må man som studerende konstatere, at man får mindre og mindre for sine penge.

Det er sådan i dag, at SU’en følger den generelle prisudvikling. Problemet er imidlertid bare, at prisudviklingen på mad og lejebolig er steget markant mere end den generelle prisudvikling.

Det betyder reelt set et reallønstab for de studerende, da mad og leje fylder størstedelen af budgettet. Det ender med, at den gode gamle kliché faktisk går i opfyldelse.

De studerende må leve af pasta og ketchup! Det er bestemt ikke tilfredsstillende og specielt ikke, hvis man fra politisk side ønsker flere på de videregående uddannelser. Jeg mener derfor, at SU’en som minimum burde følge lønudviklingen.

af Michael Alsbjerg , Stolpedalsvej 61A, Aalborg

JP, 13.04.08 FAJ, Rusland i NATO

NATO overvejer i disse dage at udvide forsvarspagten med Ukraine og Georgien. Der er blot et problem: Rusland. Af åbenlyse årsager er Rusland en smule skeptisk overfor udsigten til NATO udvider i Ruslands baghave.

Det samme problem så vi i 2004 da NATO optog de tre baltiske lande. Ifølge NATOs første generalsekretær – Lord Ismay - havde NATO oprindeligt tre formål; at holde amerikanerne inde, russerne ude og tyskerne nede. Ingen de tre er længere relevante.

Løsningen er imidlertid ikke langt væk; Ved at indlede optagelsesforhandlinger med Rusland kan vi skabe en helt ny situation. Tilnærmelser til Rusland er selvfølgelig ikke uproblematisk.
På et tidspunkt hvor Rusland og EU sammen med USA bliver trukket imod en kold krig, og en konfrontatorisk retorik fra både USA og Rusland, er det et klogt politisk såvel som militær-strategisk valg, at arbejde på at få Rusland med i NATO.

Også i forhold til de amerikanske planer om et missilskjold i Polen og Tjekkiet vil russisk NATO-medlemskab være en fordel. Også i Kosovo-spørgsmålet så man konfrontationen tegne mellem EU, USA og Rusland. Der er selvfølgelig Tjetjenien, men ser man på vores allierede i NATO, er de ikke engle.

Men i det store billede, har de tre parter Rusland, USA og EU samme interesse i et russisk NATO medlemskab. Det ville også gøre det lettere at løse problemer om anerkendelsen af Kosovo.

Hvor EU umuligt kan tilbyde Rusland medlemskab, er NATO er godt alternativ. Man bør fra EU og USA’s side erkende, at man har væsentlig flere områder der samler end deler. De sikkerhedsmæssige problemstillinger der optager os, deler russerne i et vist omfang også. Desuden må vi sande, at vi har bedre mulighed for at forbedre forholdene i Rusland gennem en tilnærmelse.

Frederik Andreas Jørgensen
Frit Forum

POL, 23.03.08 NY & HHJ, Velfærdsmani - Er politik afgået ved døden?

Danske politikere er for længst holdt op med at præsentere befolkningen for visioner for samfundet. Velfærdsstaten har nu trukket luften helt ud af politikerne.

Tilbage i starten af 90’erne skrev den amerikanske filosof Francis Fukuyama en bog med titlen ’Historiens afslutning og det sidste menneske’. Heri argumenterede han for, at Murens fald og Sovjetunionens kollaps ikke blot var enden på den kolde krig, men enden på historien. Ikke sådan forstået, at der nu ikke ville ske mere, men forstået på den måde, at kampen om, hvilket system der skulle være det afgørende, en gang for alle var afgjort: Demokratiet og den økonomiske liberalisme havde vundet.

Ser vi på den politiske situation i Danmark i dag, kan det virke, som om noget lignende gør sig gældende.

Vinderen blev den velfærdsstat, som, siden den forlod tegnebrættet sidst i 1960’erne, har været en stadig vigtigere del af de politiske partiers værdigrundlag.

SIDEN STARTEN af det 20. århundrede har regeringsmagten i forskellige konstellationer været delt mellem de fire ’gamle partier’, dvs. Venstre, de konservative, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Hver især har de kæmpet for, at netop deres vision for ’det gode samfund’ skulle blive til virkelighed.

Højrefløjen kæmpede for et liberalt samfund, hvor det enkelte individ stod i centrum, og hvor staten skulle tage sig af et minimum af opgaver, dvs. understøttelse til samfundets svageste og individets ret til fast ejendom osv.

Venstrefløjen var forankret i arbejderklassen og fagbevægelsen, hvor de først og fremmest kæmpede for rettigheder, der tog udgangspunkt i forholdene på arbejdspladsen.
Først senere begyndte de politiske partier at arbejde for universelle rettigheder, dvs. rettigheder, som alle, ikke kun de svagest stillede, har adgang til.

Brik for brik blev lagt til rette i det puslespil, der hedder velfærdsstaten, og som kom til at indeholde de universelle rettigheder, vi i dag anser som selvfølgelige: dagpenge, efterløn, pension, frit sygehusvæsen, understøttelse osv. Men op gennem anden halvdel af det 20. århundrede skete der et skifte.

Den politiske kamp forvandlede sig til en kamp om, hvem der bedst formåede at forvalte velfærdsstaten, og blev mindre en kamp om, hvilket slags samfund man ønskede.
Langsomt, men sikkert forvandlede ideologi sig til et spørgsmål om velfærd. Velfærdsstaten blev alle partiers vision for det gode samfund. Blandt de politiske partier findes der således ikke længere andre visioner end dem, der kan rummes af den danske velfærdsstat.
Ingen politikere med bare de mindste ambitioner tør åbent sige, at de ønsker en anden samfundsmodel end den, vi har i dag.

PROBLEMET ER, at når ideologi skiftes ud med velfærd, bliver de politiske diskussioner ikke til diskussioner, som i sidste ende bunder i forskellige opfattelser af, hvordan vores samfund skal se ud.

De bliver til diskussioner om, hvem der bedst formår at bevare den velfærdsstat, vi har, inden for en ansvarlig økonomisk ramme.

Det bevirker, at politiske diskussioner slet ikke bliver politiske, men teknokratiske: De handler ikke om prioriteringer, som politiske diskussioner bør, men om, hvad der er det ’objektivt’ rigtige at gøre.

Politikken findes ikke mere. Ligegyldigt hvad spørgsmålet måtte være, er velfærdsstaten svaret.
I stedet for at politikken tager udgangspunkt i ideologier, der hver især forsøger at vise vejen ind i fremtiden, bliver politikken til et forsvar for det allerede opnåede.

Det problematiske i at ophøje velfærdsstaten til en ideologi er, at man ikke har en egentlig vision for samfundet – og så bliver det eneste, politikere kan gøre for at tiltrække vælgere, at overbyde de andre politikere i en evig kamp for at tilfredsstille en velfærdshungrende befolkning.

Dette ses tydeligst i valgkampe, der er kendetegnet ved et totalt fravær af diskussioner om, hvordan samfundet skal se ud i fremtiden. Svaret er velfærdsstaten, og diskussionerne kommer i stedet til at omhandle, hvorvidt man skal have ret til et halvt eller helt års barsel, eller hvor mange gange om ugen de gamle skal bades.

De ændringer, man gennemfører, sker ikke som et led i en langsigtet plan for, hvordan man ønsker, at samfundet skal se ud, men på baggrund af en til lejligheden nedsat kommission eller arbejdsgruppe, og dermed bliver den politiske beslutning rationel og objektiv, men langtfra forankret i værdier, som er synlige for borgerne.

DERMED ER VI fremme ved resultatet: at den velfærdsstat, der startede som et ideologisk projekt, og som gennemgik en række forandringer, inden den stod færdig i starten af 1990’erne, trænger til at blive børstet af. Hvem siger, at velfærdsstaten er svaret i al evighed? Der savnes blandt de politiske partier over en bred kam vilje til reel nytænkning.

Spørgsmålet er, hvad vi vil med velfærdsstaten i fremtiden? Kortere ventetider på sygehusene og flere hænder i ældreplejen er ikke visioner for samfundet; det er løsninger på konkrete problemstillinger.

DET, VI EFTERLYSER, er en diskussion af, hvordan vi ønsker at optræde i en stadig mere global verden om f.eks. 15 år og i en verden, hvor nationalstaten bliver et stadigt mere flygtigt begreb.

En diskussion, der ikke rummer et for eller imod skattestop eller handler om mere i løn til den ene eller anden gruppe, men derimod om, hvorvidt vi for alvor er klar til at pille ved velfærdsstatens byggesten og begynde at diskutere spørgsmål om, hvordan vi beskatter, hvornår har man ret til pension, og hvor tæt det sociale sikkerhedsnet bør være osv.
Politik tager udgangspunkt i ideologier og legitimeres ved at vise vejen for borgerne, ikke ved et rationelt økonomisk argument, der kun rummer en løsning her og nu.

Niels Ydemann & Hans Henrik Jørgensen

POL, 26.12.08 NY, Flere penge senere

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der inden for det offentlige findes en række fag, som trænger til et lønløft.

Der kan dog heller ikke herske nogen tvivl om, at det til dels på grund af regeringens ukloge skattelettelser, vil være utroligt skadeligt for samfundsøkonomien, hvis man netop nu pumper en masse penge ud, som for en stor dels vedkommende vil gå til forbrug.

Derfor foreslår jeg, at man begynder med forholdsvis små lønstigninger med løfte om højere lønstigninger, end man ellers ville have fået mod slutningen af overenskomstperioden. Til den tid vil økonomien sandsynligvis ikke være lige så brandvarm som nu.

af Niels Ydemann Hansen, Borgmester Jørgensens Vej 7, Aalborg

NJ, 28.09.07 HHJ om kvalifikationer, ligestilling og faglighed

Se på faglighed - ikke køn

ANSÆTTELSE: Ligestilling i den offentlige sektor er et kontroversielt emne, og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan man får flere kvinder i ledende stillinger rejser en række spørgsmål. På Aalborg Universitet skal man ifølge den ny udviklingskontrakt inden 2010 ansætte 13 nye kvindelige professorer. Ingen kan være i tvivl om, at mænd og kvinder skal have de samme muligheder, men hvordan har man tænkt sig at udvælge de 13 kvindelige professorer? Specielt på universiteterne er det vigtigt at sikre størst mulig grad af faglighed og kompetence inden for et givet område.

At søge en kvinde til et bestemt job med en bestemt funktion, vil være at reducere det potentielle rekrutteringsgrundlag, som de mandlige ansøgere udgør.

Derfor må der spørges ind til, hvad det er for stillinger, man ønsker de kvindelige professorer til og hvilke kompetencer, der stilles til det pågældende professorat. Dermed er vi fremme ved sagens kerne; at et stillingsopslag bør udformes på en sådan måde, at de kompetencer, der efterspørges, leder i en bestemt retning, men at de ikke fra starten udelukker en bestemt gruppe.

Man må ikke fra starten udelukke eller opfordrer en bestemt gruppe, men igennem stillingsoplaget kan der henvise til kompetencer, der måske har en større tiltrækningskraft for f.eks. kvinder, men uden at udelukke mænd.

Det er vigtigt, at vi efterstræber en lige fordeling mellem køn i den offentlige sektor, men lige så vigtigt er det, at det er fagligheden og ikke kønnet, der er præmis for udvælgelsen.

Af Hans Henrik Jørgensen

stud. scient. adm., AAU,
bestyrelsesmedlem i Frit Forum Aalborg,
Brandevej 8d,1,1,
Aalborg Øst

NJ, 28.12.06 FAJ om eksklusivaftaler

Rystende ringe argumenter

At Nordjyske vælger at indlede debatsiderne den 22. december med en kritik af fagbevægelsen er der som sådan ikke noget overraskende i, men den måde det bliver gjort på, er rystende ringe. På den ene side hævder NJ at forbudet mod eksklusivaftaler afgjort ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 11.01.06 var nødvendigt, samtidig med at NJ anerkender fagbevægelsens afgørende indflydelse på det danske arbejdsmarked. Dette er en kortsigtet og selvmodsigende konklusion. Det afgørende spørgsmål er om man kunne få det ene uden det andet?

Danmarks Frie Fagforening og Kristelig Fagbevægelse star uden for LO og søger gennem opgøret med eksklusiv aftalerne af underminere LO og dermed de danske arbejdstagere. Man må ikke lade sig snyde! Disse to organisationer (DFF og KF) har intet at bidrage med på det danske arbejdsmarked. Tværtimod vil de medføre en svækkelse af arbejdstagers indflydelse på løn- og arbejdsforhold. Fagbevægelsen er arbejdstagernes interesseorganisation, og jeg vil opfordre alle til at støtte deres foretagende – ikke mindst efter egne interesser. Uden fagbevægelsen ville og VIL danske arbejdstagere arbejde på arbejdsgivers vilkår – der uden LO ville betyde sulteløn, ringe arbejdsmiljø og arbejdsulykker.

Hvem har brug for en fagbevægelse uden substans? Nu er man stille i gang med at demontere vilkårene for arbejdstager – indefra. Nordjyske - en mere nuanceret argumentation ønskes. Hvis man ikke er i stand til at fremstille en meningsfuld kommentar bør man lukke computeren ned og tage hjem på fyraften – det har fagbevægelsen nemlig også muliggjort!

Frederik Andreas Jørgensen
Formand for Frit Forum Aalborg

NJ, 06.11.06 FAJ om skatteimplikationer

Svækket skattekontrol

SKRUESTIK: Før Anders Fogh blev statsminister, var han som bekendt skatteminister. Men han måtte forlade denne post i utide, da han vildledte Folketinget om sin lidt for kreative bogføring. I stedet blev en anden af Venstres mange gode folk, Peter Brixtofte, skatteminister.

I sin tid som skatteminister iværksatte Fogh omfattende personalereduktioner. Nu fortsætter skatteminister Kristian Jensen (KJ), hvor Fogh slap. 2700 ansatte skal fyres, og KJ gentager også Foghs ord om, at skattevæsnet skal være ”serviceorienteret, ikke kontrollerede”. Det er jo også sværere at kontrollere selvangivelserne, når staben reduceres.

Den fhv. formand for Statens Ligningsråd, nu Skatterådet, professor Ole Bjørn frygter, at ”kontrollen er blevet afgørende og langvarigt svækket med den nye omlægning. Når skatten trykker, er der mange, som prøver at finde en smutvej, og de har brug for et ordentligt spark bagi, ikke en venlig henstilling og et pænt brev”.

Hvert år har finansloven indeholdt en oversigt over de såkaldte ”skatteudgifter”, dvs. de skattefradragsmuligheder, som erhvervslivet får. Det drejer sig om ca. 40 milliarder. Men nu har finansminister Thor Pedersen strøget denne oversigt med den søgte begrundelse, at ”skatteudgifter ikke er bevillinger, men udtryk for retfærdighedshandlinger”.

S, R og venstrefløjen har kritiseret Thor Pedersen for at fjerne oversigterne over ”skatteudgifterne” fra finansloven. Derimod har det ikke været muligt at få Dansk Folkepartis finanslovspolitiske ordfører, Kristian Thulesen Dahl, til at kommentere fjernelsen. Han frygter formentlig at fornærme sin gode ven Thor P.

Før Fogh-regeringen tiltrådte, var Nyrup-regeringen i gang med overvejelser vedrørende fjernelse af en ordning, som sikrer, at erhvervsfolk kan trække penge ud af deres virksomhed og - kombineret med en særlig pensionsordning - sikre sig skattefrihed i lande som Frankrig og Spanien. Da Fogh-regeringen tiltrådte, førte 586 erhvervsfolk 485 millioner ud af landet skattefrit. Sidste år var tallene steget til hhv. 1850 og 1724 millioner. Der er således tale om et skattehul. Skatteminister KJ afviser imidlertid at lukke det.

Og så er der jo alle de multinationale selskaber, som ikke betaler en øre i skat. Men det har heller ikke skatteministerens interesse. Blev noget af den her nævnte rigelige skattefrihed inddraget, ville ”det økonomiske råderum” for de af VK - især K, men interessant nok ikke det tidligere skattenægter-parti DF - længe lovede skattelettelser være til stede. Er der for resten ikke noget om, at statens overskud er det største nogensinde - 80 milliarder. Det lyder da som om, der er tale om et vist ”økonomisk råderum”. Men det er der som bekendt ikke ifølge Fogh-regeringen - spørg bare rundt i kommunerne, som regeringen har lagt i en økonomisk skruestik.

Af Frederik Andreas Jørgensen
formand for Frit Forum Aalborg,

Borgergade 32, 1. th.,
9000 Aalborg

NJ, 12.09.06 JRH om internationalisering af universiteterne

Internationalt studiemiljø?

Sikke en skuffelse det var at påbegynde MIKE kandidatuddannelsen (master i innovation og vidensøkonomi) på Aalborg Universitet i sidste uge.

Jeg havde set frem til et internationalt studiemiljø, hvor jeg skulle samarbejde med studerende fra hele kloden og nyde godt af de mange forskellige baggrunde sådan en forsamling ville have.
I stedet sidder der en betuttet kineser nede i hjørnet, og selvom hun uden tvivl er både dygtig og ambitiøs, får hun svært ved at berige studiemiljøet for de mere end 20 danske studerende.
Der er masser af tomme pladser i seminarlokalet, og på tidligere årgange har der da også været 10-15 udenlandske studerende. Studielederen beklager dybtfølt, men der er ikke noget hun kan gøre ved det.

Problemet er, at vores regering har smækket døren for næsen af dem. Når nu pladserne alligevel er der, forelæsningen alligevel finder sted og tilstedeværelsen af udlændinge blot ville øge de danske studerendes udbytte af undervisningen, hvordan kan man så forsvare at holde begavede unge mennesker ude?

Helge Sander skriver i sit svar til Morten Homann (SF) på §20 spg. S 5228 af 31/5-06, at ordningen er indført for at styrke internationaliseringen af uddannelserne. Mine studiekammerater og jeg venter stadig hr. minister. Det må opfattes som yderst selvmodsigende, at Sander samme sted tilstår, at den nye ordning vil medføre færreudenlandske studerende.

Den gruppe, der skal betale for at studere i Danmark, udgjorde i 2005 463 studerende alene på bacheloruddannelserne (Sanders egne tal fra svar på §20 spg. S 3655). Fremover vil Sander tildele 75 studerende om året fripladser og stipendier til at studere i Danmark. Han forventer at dette vil øge niveauet på de danske universiteter. De stakkels 75 mennesker kommer til at skulle løbe meget stærkt hvis de skal have større positiv indflydelse på studierne i Danmark end de 463 havde.

Alt i alt kan man vel dårligt tillade sig at være overrasket. Det er trods alt samme undervisningsminister, der har deltaget i forringelse af Aalborg Universitets konkurrencemæssige fordel, gruppearbejdet, gennem afskaffelse af gruppeeksamen, genindført den gamle Ørstedske karakterskala under dække af internationalisering, konsekvent udhulet taxameterordningen og søgt at detailstyre selv de mindste detaljer af universiteterne fra det Det Centrale Planlægningsbureau / videnskabsministeriet.

Jacob Holm
Kasserer, Frit Forum Aalborg

NJ, 16.05.06, JRH om Regeringens velfærdsreform

Regeringens velfærdsreform ødelægger uddannelsessystemet

Regeringen foreslår i sin velfærdsreform, at SU’en skal begrænses med 1000 kroner (mere end 20%) om måneden for studerende, der venter mere end to år efter gymnasiet før de starter på en videregående uddannelse. Denne straf vil ramme de studerende, der ikke på daværende tidspunkt har besluttet sig for hvad de vil med deres liv. Unge, der er så længe om at beslutte sig, har vi åbenbart ikke brug for som akademikere i Danmark.

Man kan spørge sig selv, om det ikke netop denne gruppe, der udviser den nysgerrighed, selvstændighed, kreativitet og rejselyst, der netop efterlyses af de videregående uddannelser i vores til stadighed mere internationaliserede samfund? Og er det ikke mere hensigtsmæssigt, at være sikker på hvad man vil med sin fremtid, end at påbegynde et studie, man finder ud af, var det forkerte valg? Regeringen ønsker en så kort uddannelsestid som muligt, men med dette forslag skyder de sig selv i foden. De opfordrer til at unge starter på en uddannelse, før de er klar til det, og det vil alt andet lige betyde, at flere vil falde fra under studieforløbet. Det kan vel ikke karakteriseres som en hensigtsmæssig udvikling.

Derudover er det en hetz på studerende, der søger optag via kvote 2, og viser endnu engang regeringens benægtelse af, at der skulle findes andre kvalifikationer end dem der kan måles på en karakterskala. Nøjagtig ligesom deres afskaffelse af gruppeeksamen.

Heldigvis foreslår regeringen samtidig så mange smuthuller, at man må håbe deres hetz ikke bliver til noget i praksis. Bortset fra selvfølgelig at oprette endnu et bureaukratisk led, der skal finansieres af skatteyderne.

Desuden vil regeringen skære i dagpengene til unge uuddannede mellem 25 og 29 år med den begrundelse, at en tilsvarende begrænsning af velfærden for de 18 til 24-årige har fået flere af dem i arbejde. Hvis det er argumentationen, hvorfor så ikke fjerne enhver art arbejdsløshedsunderstøttelse, så folk kan vælge mellem at sulte eller arbejde? Således må man da kunne nå det højeste niveau af velfærd i regeringens logik. Men er det velfærd at lave maskerne større i det berømte danske sociale sikkerhedsnet?

Begge disse tiltage skal skaffe flere i arbejde, men hvordan kan man vurdere, om de unges tab af velfærd opvejes af andres velfærdsmæssige gevinst? Sandheden er: Det kan man ikke! Det er et spørgsmål om prioritering, og vores regering har tydeligvis gjort sit valg.
Der kan derfor ikke opfordres kraftigt nok til at deltage i demonstrationerne landet over på onsdag. Vores velfærdssky regering må forstå, at vi er mange i dette land, der er bekymrede for hvad der skal blive af velfærdsstaten.

Jacob Holm
Frit Forum Aalborg

NJ, 13.05.06, FAJ om regeringens velfærdsreform

Nej til VK-velfærdsstat efter amerikansk model

VK-POLITIK: Det må nu være klart for enhver: Anders Foghs velfærdsstat er ikke en dansk model, som vi kender den, men en amerikansk pseudomodel som fortolket af den konservative elite i USA.

Langsomt, men sikkert bliver der banket en kile ind i den danske velfærdsstat, med de ydelser og faktorer, der har gjort Danmark til det måske mest konkurrencedygtige og velbalancerede samfund i verden. Danmark har sammen med Sverige de højeste vækstrater i EU, og dette vel at mærke til trods for generøse velfærdsydelser, et markant skattetryk og en aktiv arbejdsmarkedspolitik – alle tre elementer enhver liberal eller neoklassisk økonoms mareridt. Det kan da heller ikke overraske, at VK-regeringen vil skære i dagpengeordningen – det er blot et spørgsmål om tid, før minimale behovsprøvede ordninger bliver indført. Problemet med dagpengereformen er, at den smadrer flexicurity modellen, og hele grundlaget for dansk økonomis succes.

Reformen af uddannelsespolitikken og SU-systemet bliver ligeledes en katastrofe for Danmarks fremtid – vi lever, med Danske Banks reklame klingende i baggrunden, af hjerner og viden. Når VK siger, at de satser på forskning og uddannelse, kan det derfor være svært at forstå nedskæringerne og den manglende efterlevelse af Lissabon-aftalen – hvor offentlig dansk forskning nedprioriteres i en sådan grad, at vi ikke når målet, og falder bagefter vores naboer.

Regeringens reformer bærer præg af gammel dogmatisk tankegang – pisken svinges over dem, der ikke vil arbejde, og dem der nøler - men sådan er det vel, tyv tror hver mand stjæler!
Som det er tilfældet med Flexicurity-modellen bør vi i stedet fokusere på at indrette strukturen så smidigt og sikkert at danskerne både kan yde en stor indsats gennem et interessant job, samtidig med at de ikke frygter fremtiden. Derved opnår vi den bedste balance mellem sikkerhed og frihed. Som Jørgen Goul Andersen siger; Humlebien flyver!

Dette er grunden til, at adskillige organisationer har taget initiativ til et stort protestmøde 17. maj. Se mere på: www.17maj.org Frit Forum Aalborg vil derfor opfordre alle studerende på Aalborg Universitet og de andre uddannelsesinstitutioner til at møde op 17. maj, kl. 16 på Kennedys Plads i Aalborg, og give deres mening til kende mod nedskæringerne i den offentlige sektor, den voksende ulighed og discountuddannelser.

Af Frederik Andreas Jørgensen,
formand for Frit Forum Aalborg

NJ, 16.04.06, FAJ om S-udspil

Dejlig vision fra S-formand

THORNING: Helle Thorning-Schmidt har i et år været presset i bund af pressen, af presset og af meningsmålinger.

Derfor er fornøjelsen ved at læse Socialdemokraternes udspil så meget større. Det er ikke alene en socialdemokratisk genkomst - men også en stor vision fra Helle Thorning-Schmidt, der træder i karakter og viser stor styrke ved ikke at lade sig slå omkuld af modgang men griber det konstruktivt an.

Som formand for det 20. århundredes politiske sejrsherre vil der altid være store forventninger og mange interessekonflikter. Det er ligeledes betryggende at anskue ændringen i politisk taktik fra at orientere sig mod meningsmålinger til at fokusere på den politiske indholdsside.

De konstruktive bud for pejlingen af det danske samfund vil uden tvivl medvirke til at sætte en socialdemokratisk profil. Et øget fokus på ulighed, på social retfærdighed og en effektiv offentlig sektor er et program der generelt har stor tilslutning i befolkningen. Så snart indholdssiden er på plads, skal meningsmålingerne nok følge med.

Oplægget griber ligeledes fat i en af de afgørende diskussioner i moderne politik; vi bliver nødt til at redefinere Velfærd. Alle erfaringer fra Danmark viser, at det til trods for en stor økonomisk omfordeling, ikke er lykkedes at bryde den negative sociale arv. Hvorledes dette lykkes er det væsentligste omdrejningspunkt i oplægget.

Målet er at udstyre borgerne med redskaber til selv at løse deres problemer og hele tiden optimere viden og evner – gennem uddannelse og efteruddannelse. Dette er nødvendigt for at undgå flaskehalse på arbejdsmarkedet og for at modvirke globaliserings negative konsekvenser. At udspillet kritiseres for an manglende økonomisk sammenhæng er sådan set kun en positivt diagnose der bekræfter kvaliteten af udspillet.

Økonomien er oftest det sidste sted politiske modstandere griber ind. Desuden viser nylige beregninger at Staten Danmark grundet de høje (og stigende) oliepriser tjener i gennemsnit 9 mia. kr. ekstra i indeværende skatteår – sidste år 40 mia. kr. Dansk økonomis største problem for tiden, er de flaskehalse der er ved at opstå som konsekvens af en forsømt uddannelsespolitik. Lad os i stedet tage fat på det.

Frederik Andreas Jørgensen

NJ, 30.03.06, JRH om Gruppeeksamen

Menneskesynet bag gruppeeksamen

Regeringens afskaffelse af gruppeeksamen samt deres forslag om offentliggørelse af de studerendes evaluering af underviserne er baseret på to modsatte menneskesyn. Først antager de kloge mænd på Christiansborg, at studerende vil snylte og bluffe sig gennem uddannelsen ved enhver lejlighed, hvorefter det pludselig antages, at de er voksne ansvarlige mennesker, der objektivt kan (og vil) evaluere underviserne. Hvis de studerende er som først antaget, vil undervisere der afkorter timerne ved enhver lejlighed, pludselig komme til at fremstå som dygtige undervisere. Er de studerende som sidst antaget, må de også have klarsyn nok til selv at kunne administrere freeriders. Jeg er tilhænger af det sidste menneskesyn, og mener dermed afskaffelsen af gruppeeksamen er politisk indgriben hvor den ikke hører hjemme. Helge Sander’s ”Alle har ret til en individuel karakter” er en ufunderet hentyden til, at gruppeeksamen ikke leverer en individuel karakter. Jeg vil i stedet påstå ”alle får en individuel karakter ved at gå til gruppeeksamen”.

Det er forundrende, hvordan Sander og Haarder i deres ”Centrale Planlægningsbureau”, kan afskaffe en velfungerende eksamensform som gruppeeksamen, og samtidig bevare de 4 timers skriftlige eksamener, hvor man, med hele pensum foran sig på bordet, skal svare på en række spørgsmål. Hvordan i al verden kan de mene, at censorerne ikke kan skelne mellem hvad den ene og den anden studerende kan, når de godt kan skelne mellem hvad den studerende kan, og hvad han har slået op i bogen?

Regeringens skepsis overfor gruppeeksamen og implicitte forkærlighed for skriftlige eksamener kommer tydeligt til udtryk ved den uforståelige præference for udenadslære, som den nye karakterskala viser. Nu er det ikke længere ” den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation” der er målet, men derimod ”den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler”. Der vil uden tvivl blive mange flotte karakterer i de skriftlige eksamener. Det er klart, at det vil hjælpe de danske studerende at have et internationalt anvendeligt eksamensbevis, men det er ærgerligt, at det skal ske ved at sætte karakterskalaen en hel generation tilbage i tiden.

De ledere, dette land er velsignet med, har en teori om, at det er job ved siden af studiet, der afholder de studerende fra at blive færdige på normeret tid. Den holder heller ikke. Studerende, der bruger ekstra tid, bruger ikke denne på 3., 4., eller 7. semester, men på 10. hvor de skriver speciale. Det er meget interessant, at dette problem ikke er så stort i Aalborg. Umiddelbart vil jeg gætte på, at der er fordi de studerende her er vant til at arbejde problemorienteret. Måske skulle man overveje at give de studerende incitament til at gøre mere ud af det problemorienterede tidligere i studiet, eksempelvis ved at indføre en ”gruppeeksamen”, hvorved de opgavens helhed får forrang fra den individuelle studerendes karakterjagt.

Jacob Holm
Frit Forum

NJ, 24.03.06, FAJ om JP's tegninger

Konfliktens Janusansigt - Af Frederik Andreas Jørgensen

Danmark var tidligere et land der var kendt for tolerance og frisind, forsoning frem for konflikt og respekt frem for hån. Det er ikke tilfældet for Danmark anno 2006. Flere har på disse sider stormet mod Islam, mod de ’kulturradikale’ og sågar endda mod lektor ved AAU, Hans Hüttels underskriftindsamling for forsoning. Dette fremragende initiativ drejer sig ikke om at begrænse ytringsfrihed, men om medmenneskelighed og forståelse.

Muslimer udgjorde før JP’s karikaturerne ingen trussel mod det danske demokrati. Man kan argumentere for, at en meget lille gruppe fundamentalister, modsatte sig de demokratiske spilleregler i samme omfang som nazisterne i Greve – og det er vel at mærke yderst begrænset. For flertallet af de 200.000 muslimer gælder det, at de er moderate og ikke ekstremister. Der er ingen der anfægter JP’s ret til at trykke tegningerne - nødvendigheden heraf, men ikke retten dertil. Karikaturerne var ikke ytringsfrihedens styrke, men dens svaghed. Når man føler sig nødsaget til at trykke 12 karikaturer af muslimernes profet, er det et tegn på en dialogens fallit. De samme der forsvarer fornedrelsen af Muhammed, er de samme der kritiserede præsterne for i julen at prædike for næstekærlighed og mod frygten for Islam.

Resultatet af JP er en øget konflikt og ikke løsning.

Tonen i det offentlige rum, har i de seneste år udviklet sig meget kritisk, og det er den, der har resulteret i den internationale krise – den løbende accept af ekstremt nedsættende fremstillinger af det muslimske mindretal og Islam, til tider sammenlignelig med da nazisterne fremstillede jøderne som rotter og en trussel mod det tyske samfund. Pludselig var jøderne involveret i alle ulykker der ramte Tyskland, på samme måde som muslimer, imamer og islamisme får skylden for alle de ulykker der har ramt Danmark som følge af JP’s karikaturer. Denne form for antagonisme er så destruktiv, at Danmark nu bliver angrebet fra mange, der tidligere fremstillede Danmark positivt – helt konkret EU, FN, Tyskland, Sverige, England etc. Hvem havde troet det for 10 år, eller bare 5 år siden? Denne debat drejer sig ikke om ytringsfrihed eller ej, men om respekt og forståelse. Dialogen må genoprettes internt og eksternt – ikke noget med at skille fårene fra bukkene, men samle dem alle sammen under samme tag. Integration er en langstrakt proces der forudsætter anstændige sociale relationer og velkomst frem for konflikt.

Det er vigtigt at de mennesker der ønsker en konflikt mellem Vesten og Islam, danskere og muslimer ikke får lov til at dominere debatten og den politiske udvikling – så er vi tilbage i 30’ernes Tyskland. Verden er ikke manikæisk, men optegnet i adskillige nuancer.

Frederik Andreas Jørgensen,
Formand for Frit Forum Aalborg

NJ, 20.12.05, JRH & FAJ om Gruppeeksamen

Gruppeeksamen er ikke enten/eller men både/og

Debatten vedrørende afskaffelse af gruppeeksamen udlægges af regeringen og fortalerne, som et enten/eller spørgsmål – det er det ikke! Der må tydeligvis være tale om en manglende forståelse for, og indsigt i universitetets opbygning. For det samfundsvidenskabelige fakultet er kun to obligatoriske gruppeeksamener. Resten er enten obligatorisk individuelle eller valgfri. Der er endda kurser med to eksamener, således at begge metoder anvendes.

Men en ting er at evaluere den studerendes evne til at huske pensum. En anden ting er at evaluere den studerendes evne til at anvende dette pensum i praksis, og tilegne sig fagligt relevant viden, der ligger ud over pensum. Dette kæver, at der arbejdes projektorienteret, og for at evaluere projektets kvalitet er det nødvendigt at eksaminere eksaminanderne samlet.
Når diskussionen bevæger sig ud over pensum, vil den enkelte studerende ikke kunne skabe en nær så fyldig diskussion som hele gruppen kan. Hver især har de studerende nogle kvaliteter der i kombination, udfordrer og udvikler hinanden. At kunne inddrage disse supplerende kvaliteter ved eksamineringen viser evnen til at se sit arbejde i perspektiv og i relation til andre problemstillinger og tilgange.

Fortolkningen af karakteren adskiller sig derfor også fra de individuelle karakterer. En karakter opnået ved en gruppeeksamen afspejler ikke nødvendigvis den studerendes evne til at huske pensum, selvom det bestemt er en nødvendig forudsætning for en god projektrapport at forfatterne har forstået pensum. Karakteren afspejler derimod den studerendes evne til at indgå i en gruppe, og få noget ud af den dyre uddannelse, som personen har fået på skatteydernes regning. Er man interesseret i den studerendes evne til at huske pensum, er der rigeligt med individuelle eksamener til at afspejle denne.

Modstander mod afskaffelsen kommer fra flere sider. DA, DI, samt flere repræsentanter fra erhvervslivet har gjort sig til forsvarer for gruppeeksamen, ligeledes er flere borgerlige studenterpolitiske organisationer gået imod. Frit Forum tager også afstand fra regeringens detailregulering, der vil underminere Aalborg Universitets grundlag, og ødelægge den fordel vi gennem mange år har bygget op. Venstre vil begrænse det frie valg og centralisere beslutningsprocessen. Frit Forum er tilhænger af det frie valg, der optimerer den kognitive indlæringsproces.

Jacob Holm og Frederik Andreas Jørgensen
Frit Forum Aalborg

NJ, 16.12.06 JRH om Gruppeeksamen

Brud med processen

Argumenter mod regeringens afskaffelse af gruppeeksamen, samt opdeling af projektrapporter efter forfatter, behøver ikke være særligt komplicerede. Man behøver bare forestille sig den nye eksamen i praksis.

Mht. opdeling af projektrapporten, bygger dette på en simpel misforståelse af hvad et projekt egentlig er.

Et muligt projekt på samfundsøkonomi-studiet, kunne være en vurdering af den økonomiske Plan 2010 for Danmark. Projektet ville da bestå af at vurdere andre rapporter og fremskrivninger fra fx finansministeriet, Det Økonomiske Råd, nationalbanken, OECD osv.. Derudover vil man indsamle data, som man kunne sammenholde med rapporterne og måske endda lave egne modelleringer. Først derefter udarbejdes en projektrapport over arbejdet. Rollerne ”forfatter” og ”producent” af et afsnit er dermed ikke nødvendigvis sammenfaldende.

Til eksamen forudsættes det, at alle tilstedeværende har læst og forstået projektrapporten, således at man kan diskutere andre aspekter af projektet. Er der fejl eller mangler i projektrapporten diskuteres disse naturligvis allerførst. Derefter går man over til spørgsmål som: ”Kunne andre modeller have været anvendt?” ”Er det de korrekte statistikker der er anvendt for modellernes variable?”

Hvis man forestiller sig, at gruppens medlemmer skal til eksamen enkeltvis, vil hver 30 minutters eksamen begynder med opfindelsen af den dybe tallerken, og der vil ikke blive tid til at diskutere de mere spændende og indholdsrige dele.

Jeg håber, at eventuelle misforståelser fra regeringens side dermed skulle være afklaret, og de nu kan se hvorledes deres ideologiske korstog saboterer samfundsøkonomiuddannelsen på Aalborg Universitet.

Jacob Holm
Frit Forum Aalborg

NJ, 11.12.06, JRH om Gruppeeksamen

Du vrøvler, Sander

I sidste uge forsøgte såvel Helge Sander som Torsten Schack Pedersen (begge 6/12) at retfærdiggøre regeringens afskaffelse af gruppeeksamen, samt kravet om tydeligt at afmærke hvem der har lavet hvad i et projekt. De demonstrerede begge en komplet mangel på indsigt.

- Sander vil sikre den enkelte studerende ret til at gå til en individuel eksamen.

Det er allerede sikret, da det står enhver frit for at arbejde alene i en projektperiode.

- Sander vil have, at eksamensbeviset skal afspejle den enkeltes viden og kompetence.

Tiden er løbet fra dengang, hvor det var nok at bedømme studerende på deres evne til at huske siderne i en bog fra ende til anden. I dag kræves det, at de studerende kan omsætte denne viden til løsninger på konkrete problemstillinger og udnytte denne viden i samspil med andre studerende til at løse opgaver, som ingen af dem kunne løse på egen hånd. Det er denne evne, der bør afspejles på eksamensbeviset, for det er denne evne, der gør os konkurrencedygtige på det globale marked. Uddannelse på universitet er dermed primært en kompetenceudviklende proces, og ikke så meget en kompetenceevaluerende proces, som det var for år tilbage.

- Sander finder bedst ud af, hvad den enkelte kan ved at eksaminere enkeltvis.

Nogle evner afdækkes bedst enkeltvis. Udenadslære er et godt eksempel. Men for at finde ud af hvorvidt den studerende forstår at anvende pensum i praksis, må man eksaminere pågældende i den kontekst, hvor dette foregår, altså i gruppen. Og hvis man har fulgt debatten i læserbrevene skulle det gerne være klart, at det er fuldt ud muligt at vurdere den enkeltes evner under en gruppeeksamen.

- Sander vil have, at det skal fremgå, hvilke dele den enkelte studerende har bidraget med til projektet.

Det er den før antydede synergieffekt af gruppearbejdet, der berettiger gruppeeksamen. Det at kunne få mere ud af sine evner, end man ville kunne alene. Et godt projekt er et, som ingen af gruppens medlemmer kunne have skrevet på egen hånd. Deles projektet op i de enkelte dele, forsvinder denne synergieffekt. Man går fra 2 + 2 = 5 til 2 + 2 = (2 + 2), og de studerende har dermed ikke opnået mere ved projektet, end de ville ved at udarbejde hver deres opgave.

Dette illustreres godt af udviklingen hos den svenske nobelpriskomite. I 1980’erne uddeltes nobelprisen i økonomi alle ti gange til enkelt personer. I 1990’erne var det 5 gange til enkelte og 5 gange til grupper. Siden 1999 har kun grupper modtaget nobelprisen i økonomi.

Bedømmelsen tager udgangspunkt i summen (5), og ikke de enkelte dele (2 og 2).

Nu udarbejdes der ganske vist ikke nobelprisvindende artikler af studerende på AAU, men det giver et godt billede af bedømmelsesformen udenfor universitetet.

Teoretisk set burde det stadig være muligt at opnå en synergieffekt, selvom de studerende skriver navn på de enkelte afsnit. Det er vel også muligt at opnå denne effekt blandt to, der skriver et afsnit, når det er blandt fire, der laver et helt projekt. Men jeg deler ikke denne solidariske vision. Fordelen ved at alle deltager i hele projektet er, at det bliver ”vores” projekt. De enkelte studerende arbejder for at skabe et så godt projekt som muligt. Sanders vision indebærer, at fokus bliver på de enkelte afsnit, og kan man flytte et par gode linier fra andre afsnit til ens eget, så ser det straks bedre ud til eksamen. Kort og godt er jeg bange for, at hvis det ikke længere er helheden, der er i centrum, vil der blive gået på kompromis med kvaliteten.
Pedersen fremturer med lignende vrøvl.

- Pedersen mener, at eksamensbeviset skal vise entydigt, hvad den enkelte kan og har præsteret ved eksamensbordet.

Når man går til en individuel eksamen, kommer eksamensbeviset til at vise, hvad man har præsteret, det kan ikke diskuteres. Men at det også viser, hvad man kan, er en gammel diskussion. For at eksamensbeviset skal vise, hvad den enkelte kan, er det nødvendigt, at pågældende har haft mulighed for at udfolde sine evner. Og dette gøres langt bedre ved at udarbejde et projekt, end ved at trække et spørgsmål. Som det gerne skulle være klart nu, så mener jeg, at projekter udarbejdet i en gruppe alt andet lige vil være bedre end et projekt udarbejdet af en enkelt. For at eksamensbeviset kan give et retvisende billede af den studerendes evner, må gruppens synergi holdes intakt. Også ved det grønne bord.

- Pedersen mener, at de studerende efter regeringens udspil stadig kan lave lige så meget gruppearbejde, som de har lyst til.

Det er jo nok rigtigt nok. Men hvem skulle endnu have lyst til det, når man ikke længere kan kombinere enkeltes evner og skabe noget, der er mere end summen komponenterne? Efter et vellykket projekt har man en væsentlig bedre forståelse af pensum end efter en individuel eksamen. Selvom jeg personligt lige har afsluttet et makroøkonomikursus på 5. semester (med individuel eksamen til januar), har jeg aldrig følt så indgående en forståelse for faget, som jeg gjorde efter projektperioden på 3. semester.

- Pedersen mener, at kun de få, der i ly af andres flid har fået en høj karakter, har noget at frygte ved individuelle eksamener.

Der er typisk 1 gruppeeksamen og 3 individuelle eksamener som afslutning på et semester. Så der skulle være rig mulighed for at skille fårene fra bukkene. Desuden er grupperne det sted, de dovne har det hårdest. Man kan altid blive væk fra en forelæsning. Man kan sågar holde fri hele semestret, læse hårdt op til eksamen, bestå med et 6 tal, og så være klar til et halvt år mere forsørget af skatteyderne. Men man kan aldrig pjække fra et gruppemøde. Og selvjustits i grupperne gør, at enhver laver sit arbejde til tiden. Ellers risikerer man at blive smidt ud af gruppen, eller at ingen vil være i gruppe med én næste gang.

Et ofte hørt argument, som ingen af disse to herrer dog nedfalder til, er ideologi. Specielt Vagn Madsen (7/12) leverer et skoleeksempel på koldkrigsretorik.

- Madsen påstår, at gruppeeksamen er et produkt at 60’ernes ødelæggelse af det danske uddannelsessystem.

Men han overser fuldstændigt pointen. Politik har intet at gøre i administrationen af universiteterne.

Det er nærmest lidt pudsigt, at én der anklager gruppeeksamen og gruppearbejder for at være ideologisk funderet, vil fjerne det af ideologiske årsager.

Det er acceptabelt at udenforstående forsøger at påvirke administrationen på landets folkeskoler og gymnasier mv., her tænkes specielt på forældres ønske om det bedste for deres børn. Men de studerende på universiteterne er fuldvoksne mennesker og kan sagtens selv tilrettelægge uddannelserne således, at udbyttet maksimeres.

Ingen har overblik nok til at bestemme eksamensformen på tværs af alle studier. Kun de der forstår og til dagligt beskæftiger sig med de enkelte uddannelser, har kvalifikationer til at tilrettelægge evalueringen af kurserne. Så derfor, Sander, Pedersen (og Haarder): bland jer uden om.

Jacob Holm
Frit Forum

NJ, FAJ & KBB om Gruppeeksamen

Fremtiden kræver gruppeeksamen

Regeringen vil afskaffe gruppeeksamen og indføre krav om, at det skal fremgå tydeligt hvilke afsnit, den enkelte har skrevet i et projekt. Det vil underminere den gruppe- og projektarbejdsform, der er så stor en succes på Aalborg Universitet og RUC, og som går sin sejrsgang i Europa.. Vi lever i en tid, hvor samarbejde og vidensdeling er helt afgørende, det er netop disse evner gruppearbejde understøtter og udvikler. Det er derfor ødelæggende, når man fjerner det fælles ansvar for projektet ved at dele det op i individuelle afsnit og eksamener. Kan man forestille sig, at man kun står til ansvar for sin egen del af et projekt, når man kommer ud i erhvervslivet? Endvidere findes den individuelle bedømmelse allerede, det er snarere undtagelsen end reglen, at alle gruppemedlemmer får den samme karakter; ofte er der faktisk flere karakterers forskel. Den individuelle eksamensform vil ikke blive bedre, men derimod dyrere, da der simpelthen må anvendes flere ressourcer på at dele en gruppeeksamen op. De penge kan kun komme fra undervisningen, der allerede har været udsat for nedskæringer.

Derfor er det enten et udtryk for dumhed eller beton ideologi, der får regeringen til at køre frem med dette angreb mod gruppearbejde. Hvis regeringen vil skabe bedre kandidater, skulle de i stedet stoppe nedskæringerne og investere i bedre undervisning og uddannelse. Som udgangspunkt burde man gøre pædagogikum til et krav for forelæsere og undervisere. Man burde ligeledes opprioritere undervisning, da universitetet er både en uddannelses- og forskningsinstitution.

Frederik Andreas Jørgensen & Kristian Bork Bech
Frit Forum Aalborg

NJ, 14.05.06, FAJ om formandsvalget

Det moderne danske demokrati?

I hvilken retning bevæger det danske samfund sig? Fukuyama hævdede i 1989 at det liberale demokrati ville sejre ved den kolde krigs afslutning. Markedsøkonomi og liberalisme ville fra da af, være de ubestridte sejrsherrer med USA som hegemonen. De senere år har der dog været opbrud med den benhårde liberalisme undervejs i Europa. Herhjemme er den samme udvikling allerede godt i gang.

Den verserende debat har i længere tid gået på hvorvidt Anders Fogh Rasmussens bog fra 1993 ‘Fra socialstat til minimalstat’ stadig er aktuel. Der er flere tiltag i Venstres politik der bærer præg af en latent liberal politik som eksempelvis strukturreformen og forholdet mellem KL og staten. Men den overvejende tendens bevæger sig i retning af en værdiorienteret og kulturel udvikling. Fogh har adopteret Anthony Giddens ‘tredje vej’ som også Blair gjorde det. Giddens er en af Blairs mest markante rådgivere. Han har gennem årene fået en øget indflydelse på Labour-partiet. Med Thatcher, Major m.fl. har de konservative Torys siddet på magten i størstedelen af tiden efter Anden Verdenskrig, og det er konservative/liberale reformer der har domineret det engelske samfund og den engelske velfærdsmodel. Det er i opposition man indser at reformer er tiltrængt, at den politiske profil har brug for en kursændring. Eller som Kagan ville udtrykke det; når manden skal have herredømmet på savannen, må han anskaffe sig en riffel og jagte løven. Ligeledes har Venstre indset, en ny profil er nødvendig. Gennem de seneste valg har Labour og Blair på det nærmeste udraderet de konservative med deres blandingspolitik. Oppositionen herhjemme har været i samme situation de sidste 4 år. Giddens præsterede med ‘The Third Way’ ikke noget revolutionerende indenfor moderne politik, men sammenflettede blot gamle tanker om liberalismens ‘kynisme’ og socialismens ‘pladderhumanisme’.

Giddens bygger på kommunitarisme - en af de dominerende politiske strømninger siden 1980’erne. Kommunitarismen opstår med MacIntyre, Etzioni og Sandel som de dominerende ideologer. Denne ideologi bygger på traditioner og værdier. Kommunitaristerne hævder at kollektivismen er målet og det nære samfunds opgave at værne om et overordnet givent sæt af værdier. Deres konsensus er det konkrete kulturelle og sociale fællesskab der bygger på tradition og solidaritet – borgerne belønnes efter fortjeneste, i forhold til hvor meget de har bidraget samfundet. Eller som Fogh sagde i Information ‘vi skal væk med krævementaliteten’.

Den kommunitaristiske dagsorden indebærer en kulturkamp for at fastsætte de værdier vi kan enes om. Den er kompromiset mellem de etablerede ideologier. Derfor kommer midten til at virke mudret, men der er ofte stor forskel i de midler der anvendes for at nå målet. Overflyttelsen af gulddrengen Bertel Haarder fra Integrationsminister og Undervisningsminister skal ligeledes ses som et væsentligt skridt i retningen af en kulturkamp. Han er den mest udskældte undervisningsminister i nyere tid, men hans sympatiske og tilsyneladende oprigtige personlighed er hans våben. Hver gang Venstre har problemer sender de ‘the cleaner’ – i personificering Bertel Haarder. Det gjorde sig gældende under sidste folketingsvalg hvor det store emne var indvandring og denne gang folkeskolen. De tiltag han lancerer som national og kulturel oprustning bevæger sig mod et statsstyret værdisæt, hvor ‘kulturbærende fag’ opprioriteres for at undgå marginaliseringen af visse grupper. Flygtninge og indvandrere skal tilegne sig danske værdier. Med de såkaldte ‘kærlige’ krav medfølger en stor mængde kontrolforanstaltninger, tvang og test – det er med andre ord tvunget assimilation. Det var også tilfældet med integrationsloven og indførelsen af en minimal starthjælp. Ligeledes har man fra Venstres ledelse pure afvist at overveje modersmålsundervisning, da dette selvsagt ikke er dansk kultur. Dette har også taktiske dimensioner. Ved som de første i dansk politik så målrettet søger mod midten kaprer Venstre en stor andel af de medierede vælgere. Danmarks liberale parti – måske man skulle overveje en modernisering af navnet?! Men Venstre er ikke det eneste parti der slår sig på kommunitaristiske principper. Minoritetspartiet er det mest eklatante eksempel herpå.. Formand Rune Engelbrect Larsen hævdede under valgkampen at de er humanister og bygger deres politik på anstændighed. Ligesom Fogh og Schlüter har de aflivet ideologier. Desværre har kulturkampen medført en manglende anstændighed i det offentlige rum . Dansk Folkepartis valg af nazipropaganda i valgkampen var meget forkasteligt. Deres midler for at nå målet er skræmmende. Med Churchill i baghovedet er det liberale demokrati er ikke perfekt, men det bedste vi har. Årsagen til at det er den styreform der har klaret sig bedst, er den væsentlige accept og tolerance overfor minoriteter og marginaliserede grupper. Det hyperpluralistiske samfund er velfungerende netop fordi man accepterer demokratiets spilleregler, og hver en stemme bliver hørt. Fogh har sat sig for at bekæmpe fremmedgørelse og fundamentalisme gennem tvang. Fundamentalisme er den destruktive kræft der ødelægger samfundet; den kan ikke undertrykkes, men skal indsluses og uddannes væk. Når Hizb ut-Tahrir opfordrer folk til ikke at stemme, skyldes det en mangel på forståelse af og fra samfundet. Men det er fremragende at de står frem og siger det offentligt og ikke skjuler sig. Dialogen eller ytringsfriheden er essentiel for at komme fundamentalismen til livs. Pres avler modpres og ligeledes tvang. Uden en fornuftig debat mellem de marginaliserede grupper og styret vil integrationen ikke forbedres. Som Bazar Vest i Århus fremragende illustrerer, er integration gensidigt. Ingen bør tvinges, men stimuleres til at blive integreret i dette land.

Der er en generel tendens til at danske politikere, ligesom Fukuyama, afliver idelogier, Fogh og Schlüter. Antagonismen eksisterer stadig, men er mudrede og måske mere orienteret omkring kulturel diversitet. Fukuyama havde ret så langt at yderpunkterne er forsvundet i den postmoderne politiske verden. Rent Kagansk ville man påpege at den store fisk har spist de små, og venter nu blot på at møde en endnu større – og havet er stort og mørkt! Isboden er så at sige overrendt, og der er ved at være udsolgt. Så medmindre der kommer friske forsyninger eller en ny isbod starter op, må man finde en ny strand for at sælge is!

Jørgen Flint Pedersen påpegede nyligt den gamle tese med at Socialdemokraterne har sejret ad helvede til og således udtømt sig selv. Danmark har anført af Socialdemokratiet opbygget den mest omfattende velfærdsstat i verden, det mest fleksible arbejdsmarked i verden (hvis man ser bort fra det libertære projekt i USA) og en af de mest stabile økonomier i verden.

Socialdemokraterne har sejret!

Men de sidste to folketingsvalg har betydet stor tilbagegang for det ellers solide arbejderparti. Venstre har i modsætning formået at styrke dets position og er i dag et Folkeparti – med lige stor tilslutning fra alle grupper. Socialdemokraternes problem er, at de reformer og mål Stauning stod i spidsen for i 30’erne på mange områder er gennemført – så hvad nu?
Mange kan tænkes at spørge sig selv hvorfor det ikke var socialdemokraterne der adopterede New Labours strategier. Det er der en vigtig årsag til. I Danmark har Socialdemokratiet de sidste 55 år været den altafgørende politiske magtfaktor og Venstre i lange tider i opposition og har ikke været regeringsleder siden Hartling i 1975. Det afspejler sig lige så i det velfærdssystem vi har etableret i Danmark. Venstre har i 18 års opposition været nødsaget til at udarbejder langsigtede ideer og perspektiver. De har de i fire år haft muligheden for at praktisere og vi er nu det stadig store, men marginaliserede parti, sat uden for indflydelse.

Dette er demokratiets naturlige balance.

Formandsvalget og de kommende år i opposition vil afsløre om Socialdemokraterne skal vælge den pragmatiske løsning med Helle Thorning-Schmidt eller med Frank Jensen vende tilbage til det ideologiske fundament fra Aukens tid. Valget er nemlig ikke blot et spørgsmål om to retninger i partiet, men også et spørgsmål om strategisk politik. Vil vi have regeringsmagten for enhver pris eller skal vi fremtidssikre vores parti på bekostning af magten de næste år. Under alle omstændigheder kan Socialdemokraterne ikke tillade sig at tabe flere vælgere til Dansk Folkeparti eller Det Radikale Venstre. Jørgen Goul Andersen påpegede kort efter valget at Socialdemokratiet havde tabt to gange på udlændingepolitikken. Første gang til Dansk Folkeparti i 2001 og denne gang til Det Radikale Venstre. Men han pointerede også at de Radikale vil have svært ved at fastholde samme vælgere, da deres skattepolitik er væsentlig anderledes end den de efterlod ved Socialdemokraterne. Når formandsvalget er overstået, vil retningen af Socialdemokratiet stå klarere, men det er de næste år der afgør om Socialdemokraterne har en fremtid.

Frederik Andreas Jørgensen
Formand for Frit Forum Aalborg

Information, 19.01.05, FAJ om forholdet mellem USA og Kina

Den kinesiske økonomi er eksploderet, yuanen forstærket og Kina oplever ekstreme vækstrater.
Den globaliserede verdens fabrik har fået en makroøkonomisk effekt der skyldes primært markedsøkonomiske omlægninger og en enorm arbejdsstyrke. Men de kinesiske valutareserver er bundet til dollaren. Og da USA har rekordunderskud på statsbudgettet, dollaren er svag og det ikke tegner til oversøiske forbedringer – Irak, forventes dollaren ikke at tiltage i styrke – tværtimod. Kina og USA er gensidigt afhængige, da USA er Kinas største marked med en enorm købekraft, og Kina er nødsaget til at foretage støtteopkøb af amerikanske statsobligationer for at vedligeholde denne købekraft. Alan Greenspan kan ikke hæve renten, da det vil sænke det amerikanske forbrug, og derved hæmme den kinesiske eksport. Verdens to mægtigste magter besidder således evnen til at destruere hinanden eller komplimentere hinanden. Som det gjorde sig gældende under den Kolde Krig, hvor USA og USSR besad muligheden for med en nuklear krig at destruere hinanden, sætter Kina og USA i dag hinanden skak med det resultat, at de er tvunget til at bevare den økonomiske stabilitet. Hvis denne situation skal ændre sig til amerikansk fordel, forudsætter det at Bush-administrationen formår at udvikle en fiskal disciplin, at situationen i Irak forbedres og at Greenspan fastholder den lave rente. Den Kolde Krig er ikke slut.

Af Frederik Andreas Jørgensen

Information, 30.09.04, FAJ & LBP, Kronik om neokonservatisme

Neokonservatisme - Ideologien og netværket bag Bush

Med det amerikanske præsidentvalg nært forestående kører den politiske mediemaskine på højtryk.

Men et foruroligende aspekt ligger nærmest uberørt hen. Nepotisme og suspekte forretningsforbindelser bliver kun meget overfladisk berørt. De fleste kender til Dick Cheneys forbindelse til Halliburton, samt G.W. Bush og hans fars samarbejde med Saudierne og The Carlyle Group – Hvis ikke før så nu – efter Michael Moores selektive film ’Fahrenheit 9'.

Men hvis man skal se på de virkelig tunge drenge, dem som styrer landet, uanset præsident, bliver der pludseligt stille. Jo bedre man kigger efter, jo klarere bliver billedet af et netværk, der har formået at forbinde politik, intellektuelle tænketanke, økonomiske interesser, samt akademiske kredse uløseligt sammen. Her er den altoverskyggende fraktion de neokonservative, som for mange europæere virker både radikale og unilaterale i forhold til tidligere.

De neokonservative politikere og intellektuelle der styrer en stor del af den amerikanske debat og politik består af en forholdsvis lille elitær gruppe af mennesker. De er professorer, finansmænd, politikere, kristne og jødiske ekstremister der har udviklet et netværk i toppen af det republikanske parti. De har gennem årene med republikanske præsidenter vundet voksende indflydelse og er i dag hovedårsagen til den aggressive amerikanske udenrigspolitik.

Ideologien voksede frem omkring Chicago-skolen i 40'erne, 50'erne, hvor Leo Strauss og Albert Wohlstetter underviste. Det var en reaktion på udviklingen af de totalitære styrer i Europa med Nazityskland og siden USSR. Strauss var jøde og flygtede fra Tyskland i 30'erne. Holocaust indtager en nøglerolle som den absolutte ondskab og gentagelser må bekæmpes med alle midler.

Den neokonservative ideologi er inspireret af Hobbes og Machiavellis manikæiske verdensanskuelse. Den idealistiske opfattelse hvor totalitarisme bekæmpes med midler der til tider er lige så totalitære.

Med Sputnik i '57 havde det antagone USSR demonstreret, at de var USA teknologisk overlegen. Kommunismen demonstrerede også hvordan nihilisme var sammenligneligt med ondskab. Frygten for kommunismen steg derfor markant i 50’erne og resulterede i McCarthys kommunistforfølgelser.

Irving Kristol adopterede ideologien og udviklede den sammen med bl.a. Donald Kagan, Patrick E. Moynihan og Zbigniew Brzezinski. Den manikæiske opfattelse af USA og USSR passede perfekt ind i Strauss teorier.

Robert og Alberta Wohlstetter udviklede teorierne omkring nødvendigheden for hegemonens kontrol af atomvåben og hun fremsætter dem i bogen ’Pearl Harbor: Warning and Decision’ fra 1962 forudsætninger og nødvendigheden for præventive angreb. Således kom de koldkrigsliberale, anført af Irving Kristol, til at udgøre kernen i denne 1. generation af neokonservative.

I 1949 udsender Arthur Schlesinger den stærkt antitotalitære, prokapitalistiske og proimperialistiske bog ’The Vital Center’. Den redegør for nødvendigheden af at bekæmpe totalitære systemer. Det er sammen med Leo Strauss teorier fundamentet for ideologiens udvikling. Den får hurtigt en stor tilhængerskare – de koldkrigsliberale, Irving Kristol, Donald Kagan og Michael Ledeen.

Strauss mente at folket skal ledes for at kunne skelne mellem godt og ondt. Nogle er skabt til at lede, andre til at blive ledt. Lederen er desuden den person der har indset at der ikke er nogen moral og der kun er én naturlig ret til at lede. Nemlig retten for den overlegne at lede den underlegne. Han er samtidig berettiget til at anvende magt eller fordreje sandheden for at opnå det bedste resultat.

Religion er limen der holder samfundet sammen. Et sekulært samfund vil resultere i individualisme og nihilisme. Magt og vold kan være nødvendigt for at sprede demokrati. Francis Fukuyama hævder med ’An End to History’ fra 1989, at da USSR bryder sammen sejrer det liberale demokrati.

USA er som hegemonen og moralens vogter nødsaget til at kontrollere internationale organisationer som FN, NATO, WTO etc. Uden kontrol opstår anarki og korruption – som det er tilfældet i dag. Det til trods er de neokonservative internationalister – man opnår den bedste kontrol gennem alliancer. Derfor opfatter man verden i et markant skel mellem sort og hvid – god og ond – ven og fjende. Denne manikæisme gennemsyrer neokonservativ tankegang.
Den neokonservative ideologi har udviklet sig og vundet indpas under Ford, Reagan og G.H.W. Bush. Med G.W. Bush har de opnået maksimal indflydelse for en ideologi der er så elitær, at det meget begrænsede opland ikke gør det muligt for en erklæret neokonservativ præsidentkandidat at vinde embede. Cheney, Wolfowitz etc. har netop indset det og engagerede derfor Bush som deres kandidat. G.W. Bush fremstår ikke som neokonservativ - men derimod som en mand af folket - den ægte amerikaner fra syden. Den skjulte agenda er mindre vigtig for hovedparten af de republikanske vælgere. Det mest fremtrædende er den amerikanske økonomi og de værdier G.W. Bush repræsenterer. Det er nemlig de samme værdier de religiøse fundamentalister indenfor de neokonservative rækker idealiserer.

Den generation af neokonservative der er fremtrædende i dag er 2. generation – mange er familierelaterede eller undervist af ideologiens ophavsmænd på universiteterne. Det er hele familier som Kristol, Kagan, Podhoretz, Wohlstetter, Cheney og endelig G.W. Bush der udformer politikken og uddelegerer ordrer. Flertallet er engageret i olie-, finans- eller forsvarsindustrien. Således er der tætte forbindelser til Lockheed-Martin, Northrop Grumman, Halliburton, The Carlyle Group, Enron, flere store tv-stationer og pressemagasiner som FOX, Wall Street Journal, New York Post, The Weekly Standard, Commentary og Christian Broadcasting Network. Flere af disse dagblade og tv-stationer er ejet af Rupert Murdoch. Både John Podhoretz og Gertrude Himmelfarb (Irving Kristols kone) skriver for Murdoch. Irving Kristols søn William, er formand for ’Project for a New American Century’ (PNAC) og redaktør for ’The Weekly Standard’ – det mest fremtrædende neokonservative organ . William Kristol arbejdede desuden under Reagan for Dan Quayle og under G.H.W. Bush for Bennett. Hvor Dick Cheney har været direktør for Halliburton har hans kone Lynne Cheney siddet i bestyrelsen ved Lockheed-Martin. Ligeledes har mange af de involverede siddet i bestyrelser i store virksomheder.

Èn af Irving Kristols disciple, nu afdøde Norman Podhoretz, var tidligere med i ’Council on Foreign Affairs’ samt redaktør af det stærkt neokonservative ’Commentary’ der er talerør for den jødiske tænketank JINSA - ’Jewish Institute of National Security Affairs’. Podhoretz var gift med Midge Decter. Deres svigersøn Elliot Abrams var involveret i Iran-contra affæren, men blev benådet af G.H.W. Bush i ’92.

Netværket omfatter også Bush-familien - direkte gennem det politiske samarbejde med G.H.W. Bush (89-93) og i dag under G.W. Bush. Indirekte er nogle af de fremtrædende politikere også forretningsforbindelser - John Ashcroft og Karl Rove. Andre er blot studiekammerater, venner eller deler familiære bånd. Floridas guvernør, Jeb Bush er desuden medlem af PNAC. G.H.W. Bush havde flere af de neokonservative ansat under sig fra ’89-93. Men hverken han eller G.W. Bush er medlemmer af neokonservative tænketanke.

Wolfowitz blev på University og Chicago undervist af både Strauss og Wohlstetter sammen med Shulsky, Ashcroft, Hillel Fradkin og Perle der efterfølgende giftede sig med Wohlstetters datter.
Donald Kagan er uddannet på Yale hvor Wolfowitz siden hen underviste Libby, Bolton og Feith.
Feith arbejder under Wolfowitz og har ligesom Perle tætte forbindelser til Likud-partiet. Feiths far var en del af den militante zionistiske bevægelse der senere udviklede sig til Likud.
Fukuyama er uddannet på Harvard, men underviser i dag på Nitze-skolen på John Hopkins University samme sted som Wolfowitz og Cohen underviser.

Donald Kagans søn Robert Kagan er en fremtrædende politisk analytiker og udsendte i 2003 bogen ’Of Paradise and Power’, der har budskabet "amerikanere er fra Mars og europæere fra Venus." Donald og broderen Fred Kagan udsendte i 2000 bogen ’While America Sleeps’ der redegør for nødvendigheden af et missilforsvar – et projekt der i høj grad er familien Kagans.
Denne kerne af mennesker er uddannet på USA’s bedste universiteter og har etableret et ideologisk fællesskab gennem kristne og jødiske tænketanke såsom PNAC, ’American Enterprise Institute’ (AEI), JINSA og Christian Coalition – hvoraf PNAC er klart den mest indflydelsesrige. De er ekstremt patriotiske og religiøse fundamentalister der bekæmper antagonismer og sekularisering af det amerikanske samfund.

Den jødiske koalition udgøres af Kristol-, Podhoretz-, Kirkpatrick- og Cheneyfamilien, tdl. CIA-direktør James Woolsley, Wolfowitz, Perle, Feith, Midge Decter og Ledeen. De er jøder og medlemmer af vigtige jødiske foreninger og zionistiske bevægelser. De har dannet fællesfront med det kristne højre som Ashcroft, Robertson, Kaganfamilien, William Bennett, Gary Bauer, Libby, Karl Rove og Bushfamilien. De er således bundet sammen gennem familiære, studiemæssige, religiøse og økonomiske relationer.

Efter dannelsen af PNAC i ’97 begynder ideologien for alvor at markere sig. I januar ’98 sender PNAC et brev til præsident Clinton hvori bekymring for den milde kurs overfor Irak noteres og dels forårsager det senere angreb på Irak samme år.

I 2000 udsender PNAC rapporten ’Rebuilding Americas Defence – Strategies, Forces and Resources For a New Century’. Denne var dog for ekstrem til at få nogen indflydelse på den siddende regering og for derfor ingen direkte effekt – endnu.

I 2002 udsender Bush-administrationen manifestet ’National Strategy to Combat Weapons of Mass Destruction’ der er udarbejdet af primært Wolfowitz og tydeligt inspireret af Reberta Wohlstetters bog fra ’62 – ’Pearl Harbor: Warning and Decision’. I september ’02 udkommer så ’The National Security Strategy og the United States of America’ der senere bliver kendt som ’Bush-doktrinen.’ Denne rapport indeholder kernen i neokonservativ tankegang. Med præventiv og udtømmende midler vil USA opnå ’Pax Americana’ hvor de liberale demokratiske principper vil vinde globalt i kampen mod totalitarisme. De neokonservative arbejder således også med Platons ’ædle løgn’. Dette fordi mange ikke forstår nødvendigheden af en unilateral agenda.

Da G.W. Bush sammensatte sin regering i 2001, blev han dikteret af Cheney – der betragtes som den mest indflydelsesrige vicepræsident nogensinde. Således blev Rumsfeld valgt til forsvarsminister frem for Tom Ridge, der tilhører den moderate fløj i partiet. Wolfowitz blev viceforsvarsminister, John Ashcroft justitsminister, John Bolton blev viceudenrigsminister og styrer sammen med Eliot Cohen og Jeane Kirkpatrick ’Council on Foreign Relations’. ’Scooter Libby ’ er Chief of Staff’ for Cheney. Midge Decter arbejder for Rumsfeld og hendes svigersøn Elliot Abrams er mellemøstrådgiver for Bush i ’National Security Council’. Abram Shulsky sidder i ’Office of Special Plans’. Karl Rove er senior rådgiver for Bush og hans vigtigste spindoctor.

William Bennett sidder i ’Center for Security Policy’. Elisabeth Cheney – datter af Dick Cheney - arbejder også for regeringens sikkerhedsorgan. Også Robert Kagans kone, Victoria Nuland, blev tilgodeset og er Cheneys personlige nationale sikkerhedspolitiske rådgiver. Indtil starten af ’03 var Douglas Feith og David Frum ansat under Richard Perle og fungerede som forsvarspolitiske rådgivere. Men grundet problemer med Perle måtte de trække sig tilbage og fungerer alle nu som eksterne rådgivere. Som det fremgår er medlemmerne af PNAC ansat indenfor områder der er internationalt eller forsvarsmæssigt orienteret eller på meget tunge poster.

Den neokonservative aggressivitet går ikke uset forbi de mere tilbageholdende kræfter i USA. Således har det medført splittelse indenfor det republikanske partis egne række. Anført af isolationisten Pat Buchanan, hagler kritikken ned over den neokonservative fraktion. Han beskriver dem som parasitter der blot klæber sig til én person – præsidenten. Han mener de neokonservative arbejder imod et imperium – andre konservative mener det er bevæbnet evangelisme.

G.W. Bushs nye planer om tilbagetrækning af 70 000 soldater fra primært Tyskland, skal ses som dels valgtaktik der tilfredsstiller den isolationistiske del af det amerikanske samfund, men også som en aktualisering af amerikansk forsvarspolitik hvor allierede tilgodeses og fjender bekæmpes – er du ikke med os, er du imod os.

Skulle Bush tabe til Kerry forsvinder den neokonservative ideologi ikke nødvendigvis med ham. På venstrefløjen har den demokratiske tænketank 'Democratic Leadership Council' gennem årene vundet stor indflydelse. Flere fremtrædende ideologer og politikere har tæt tilknytning hertil. Både Joeseph Lieberman, Zbigniew Brezezinski, Daniel P. Moynihan og Samuel Huntington er aktive medlemmer. Næste gang en ny præsidentkandidat skal på valg, står PNAC klar med økonomiske midler og et betydningsfuldt netværk.

Af Lisbeth Bech Poulsen & Frederik Andreas Jørgensen